nyhed

Natalie Videbæk Munkholm modtager ph.d.-pris

Onsdag den 25. maj kl. 11 får Natalie Videbæk Munkholm overrakt Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris for sin afhandling om pligten til at udvise loyalitet i arbejdsretlige relationer.

Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-priser er blevet uddelt siden 2010 og gives til unge og lovende forskere. Det er Aarhus Universitets forskningsudvalg, der hvert år indstiller kandidaterne til prisen på baggrund af indstillinger fra universitetets hovedområder.

Natalies afhandling omhandler de pligter, der påhviler parterne både i den individuelle relation på arbejdspladsen og i den kollektive relation mellem arbejdsmarkedets organisationer. Det drejer sig ikke kun om de konkret aftalte forpligtelser til at levere arbejdspræstationen og arbejdsvederlaget eller pligten til at overholde det konkret aftalte mellem overenskomstparterne. Parterne er også underlagt accessoriske og ofte uskrevne regler, og det er netop ”alt det løse”, der er fokus for Natalies afhandling, både i den individuelle relation på arbejdspladsen og i den kollektive relation mellem arbejdsmarkedets organisationer.

I indstillingen er der lagt særlig vægt på projektets metodologi og systematik. Afhandlingen analyserer mere end 100 års retspraksis fra både ordinære og fagretlige afgørelsesorganer. I identifikationen og udvælgelsen af afgørelserne er flere søgestrategier krydset for at omgå den tilfældighed, der ligger i den sproglige anvendelse af termen ’loyal’. Indstillingen peger på, at afhandlingen på grundlag af retspraksis og retsteori lykkes med at etablere en retlig ramme og struktur omkring et så åbent og elastisk begreb som loyalitet, der kan anvendes i de nyere ansættelsesformer.

Det er andet år i træk af en ph.d.-studerende fra Juridisk Institut tildeles  den fornemme pris. I 2015 modtog Louise Halleskov Storgaard ph.d. prisen for sin afhandling om fælles menneskerettighedsstandarder ved EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne, men tilmelding er påkrævet. Tilmeld dig her.