nyhed

Årets priser på Juridisk Institut

Årets prismodtagere er fundet.

Juridisk Institut uddelte fredag d. 8. december 2017 årets priser. 

Årets ph.d. pris

blev givet til Niels Langager, som ikke blot har skrevet en god afhandling, men tilmed afleverede før tid. Niels har også undervist i videre omfang, end han var forpligtet til, tilmed inden for et fag, der ligger temmelig langt fra hans projekt. Han har altid været klar til at løse en opgave, når det blev efterspurgt af programudvalgsformanden blandt de ph.d. studerende. I det hele taget har Niels været en mønster-ph.d. studerende.

Årets underviserpris

Årets underviserpris gik til Pernille Wegener Jessen. Hun får den, fordi hun målrettet arbejder med forskellige læringsstile og undervisningsformer, blandt andet blended learning, problem based learning og workshops. Hun bruger også praktikere som gæsteforelæsere for at give de studerende en forståelse for samspillet mellem teori og praksis. Endelig arbejder hun konsekvent på at styrke samspillet mellem juraen og økonomien i sin tilgang til undervisningen. Det gælder generelt, men særligt i det integrerede fag konkurrenceret og industriøkonomi. At det er en ambition, der lykkes, fremgår tydelige af undervisningsevalueringerne.

Årets artikel

Prisen er – i lighed med de øvrige priser -  i bund og grund en påskønnelse af veludført arbejde. Prisen hedder ikke ”Årets forsker” eller ”Årets bog”, men netop ”Årets artikel”. Tanken med prisen er at hædre en artikel, skrevet på dansk eller på et fremmedsprog og offentliggjort i et anerkendelsesværdigt tidsskrift.

Det er naturligvis svært at vælge imellem de mange, gode artikler, der er blevet publiceret i 2017, men valget faldt på en dansksproget artikel, udgivet i det juridisk helt centrale og højest placerede danske faglige tidsskrift, Ugeskrift for Retsvæsen.

Artiklen behandler et emne af aktuel betydning og samfundsmæssig interesse. Den har nyhedsværdi og er af grundforskningsmæssig relevans. Artiklen rummer en solid, retsdogmatisk undersøgelse af det spørgsmål, der tages under behandling.

Artiklen er et fint eksempel på, at juridisk forskning kan være både samfundsmæssigt relevant, praksisnær og teoretisk interessant. Den er samtidig et eksempel på, at danske juristers altomfattende fagtidsskrift publicerer forskningsartikler af høj kvalitet inden for et bredt område.

Prisen gik til Nick Storm Stausholm for artiklen ”EMRK artikel 14's forvaltningsretlige rækkevidde”, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2017 B s. 387-397.

Årets særlige indsats

Prisen for årets særlige indsats gik i år til den medarbejder ved Juridisk Institut, der har som hovedarbejdsopgave at være ph.d.-sekretær - Cita Kristensen.

Cita har i en del år ydet en helt fantastisk og meget værdsat indsats overfor ph.d. gruppen, over for de skiftende programudvalgsformænd, over for programudvalget og vejlederne ved instituttet.

Derudover har hun et meget blødt punkt for ph.d. gruppen; hun har altid tid til en snak, hvis der er nogen i gruppen, der har behov for det.

Citas niveau for service er højt over for såvel ph.d.-gruppen, men også over for de interessenter, der samarbejdes med i forhold til ph.d. opgaverne. Ofte er servicen langt over, hvad der er rimeligt at forvente.

Cita udfører altid sine opgaver kompetent og løsningsorienteret;  hertil kommer, at hun er yderst arbejdsom.

De glade prismodtagere ses på billedet. Et rigtigt stort tillykke til alle!