nyhed

Hugo Moot: Best Written Statement gik til holdet fra Aarhus

Det danske Hugo Moot-hold fra Aarhus har netop vundet prisen for Best Written Statement i den europæiske procedurekonkurrence Hugo Moot Competition.

De fire studerende Malene Juul, Rosa Tadesse, Anne Flening-Thomsen og Laura Ferslev Topsø-Jensen samt coaches Peter Ahlberg, Kammeradvokaten og Natalie Videbæk Munkholm, AU
De fire studerende Malene Juul, Rosa Tadesse, Anne Flening-Thomsen og Laura Ferslev Topsø-Jensen samt coaches Peter Ahlberg, Kammeradvokaten og Natalie Videbæk Munkholm, AU.

I konkurrence med 13 europæiske universiteter vandt de fire studerende Malene Juul, Rosa Tadesse, Anne Flening-Thomsen og Laura Ferslev Topsø-Jensen konkurrencen.

Temaer

Casen handler hvert år om dilemmaer på arbejdspladsen, hvor der skal være tydelige EU-retlige perspektiver.

I år handlede casen om arbejdstid og retten til at holde fri – i den konkrete situation var emnet en uenighed om en sen telefonopringning fra chefen, der ikke blev besvaret, og som endte i en opsigelse af medarbejderen. En anden medarbejder havde et handicap og ønskede tilpasninger på arbejdspladsen og uenigheden gik på, om arbejdsgiveren var forpligtet til at efterkomme medarbejderens ønske, og om tilpasningerne var hensigtsmæssige og rimelige. Dernæst skulle holdet tage stilling til en sag om en freelance IT-medarbejder, der ønskede at få løn efter en kollektiv overenskomst, og om dette var i strid med konkurrenceretten.

Holdene skulle være skarpe på at anvende og fortolke de EU-retlige regler om arbejdstid, handicapbegrebet, bevisbyrderegler, tilpasningsforpligtelsen, fri bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige, EU-konkurrenceret, status som arbejdstager, freelancer, falsk eller ægte selvstændig, EU konform fortolkning, direkte virkning og den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om privatlivets fred og artikel 11 om foreningsfrihed.

De danske Written Statements, som bestod af 2 x 40 siders skriftligt indlæg på engelsk, blev vurderet som det bedste af det internationale dommerpanel – endda med klar afstand til nr. 2 og nr. 3. Holdet fik ros for præcision, klarhed, fin formidlingsevne og klart strukturerede argumenter. Holdet klarede sig også rigtigt godt i den online mundtlige konkurrence, men blev her desværre slået ud af Tyskland.

Hugo Moot konkurrencen

Hugo Moot procedureholdet er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Kammeradvokaten, hvor 4 coaches vejleder holdet i forårssemesteret – først i den skriftlige del af konkurrencen fra februar til maj, og dernæst i den mundtlige del af konkurrencen i maj og juni.

Stor ros til de fire studerende for deres hårde arbejde i foråret og til lykke med præstationen og tak til Kammeradvokatens coaches Peter Ahlberg og Mikkel Isager-Sally, og Aarhus Universitets coaches Vincenzo Pietrogiovanni og Natalie Videbæk Munkholm for endnu en gang at levere fremragende vejledning af holdet.