nyhed

”Vis Moot er noget af det sjoveste, jeg har oplevet”

Mathias Abildgaard Ohlsen er studerende på Jura og har netop været med til konkurrencen Vis Moot i Wien. Han gik derfra som den næstbedste procedør og en hel masse oplevelser og erfaringer rigere. Her fortæller han om sine oplevelser med at deltage.

Mathias Abildgaard Ohlsen og Kathrine Yding Olsen. Foto: privat
  • Hvad synes du om at deltage i Vis Moot konkurrencen?
    Det har været en af de sjoveste oplevelser, jeg har haft i min studietid. Ét er hvad man hører fra andre tidligere studerende, som har været med, noget andet er, hvad man hører fra undervisere fra universitetet og noget tredje, hvad man nu selv står og vil fortælle andre. Og hvis jeg skal beskrive min oplevelse i Vis Moot med blot ét ord, så er det "Sjovt". Med stort s.

     
  • Kan du fortælle lidt mere om konkurrencen?
    Deltagelsen i procedurekonkurrencen er unægteligt en udfordrende konkurrence. Men dermed ikke sagt, at det ikke er det værd. Fordi Vis Moot er også et arbejdsår, hvor du lærer en masse nye mennesker at kende fra både nær og fjern, og jeg ville ikke have været så meget som én af oplevelserne eller menneskene foruden. Det er en sjov og lærerig proces, hvor man får lov til at arbejde med jura på en helt anden måde end på studiet og oftest uden for et pensum-område, som vi jo allerede kender fra studiet.

     
  • Hvorfor ville du gerne deltage?
    Jeg tror, det var en kombination af flere faktorer, som gjorde, at jeg gerne ville være med i Vis Moot. Ét er, at jeg havde hørt en masse positivt om det fra mine venner og bekendte og også fra underviserne på studiet. Men noget andet var, at det lød utroligt spændende at få lov til at bruge så meget tid på ét enkelt projekt, hvor vi bare får lov til at nørde helt i bund med noget – noget hvor det (ulig meget andet på studiet) også fokuserer meget på praktisk anvendelse. Og ovenikøbet var det så et projekt, hvor vi kunne have syv venner med og blive udfordret sammen og derfor også blive mere sammentømrede, end vi måske regnede med – og får minder for livet.

     
  • Hvad fik du ud af det – gav det dig noget til dit videre studie og hvad?
    Konkurrencen har i den grad givet mig noget, jeg kan bruge fremadrettet, ikke kun bag de gule mure på universitetet, men også i min hverdag og på arbejdet. Man udvikler virkelig sine menneskelige kvaliteter, fordi man bliver bedre til at samarbejde, lytte og genoverveje. Men man bliver naturligvis også fagligt stærkere af forløbet, det er klart. Ens skrivefærdigheder, sprogfærdigheder (alt foregår på engelsk: cases, problemet, processkrifterne og konkurrencerne) og også ens evne til at kunne skelne mellem juridiske problematikker, at kunne pille problemstillinger fra hinanden og isolere det relevante og at kunne formidle komplicerede problematikker på en simpel facon.

     
  • Hvad fik du af tilbagemelding/begrundelse, da du blev valgt som den næstbedste procedør?
    Måden hvorpå de bedste procedører bliver udvalgt er ved, at man finder deltagernes gennemsnitlige point, som de har fået i de indledende runder til finalekonkurrencen i Wien. Det er så de tre deltagere, som har fået det højeste gennemsnit, som bliver kåret som bedste, næstbedste, og tredjebedste procedør. Og det er virkelig et dygtigt felt, man er oppe imod, når man når finalekonkurrencen i Wien, for alle studerende er særdeles godt forberedte og er virkelig talentfulde.

    Både de bedste procedører, de bedste processkrifter og konkurrencevinderne bliver udråbt i salen, hvor finalen også afholdes, og her er der flere tusinde studerende til stede.

    I forhold til de tre dygtigste procedører, så er der en udvalgt "Vis Moot-kendis", som udråber de tre navne, og hvor de er fra. Men lige inden de tre bliver nævnt, læser vedkommende navnene op på de særlige deltagere som har gjort sig exceptionelt godt bemærket på point, herunder bl.a. min utroligt talentfulde med-procedør Kathrine Yding Olsen. 

     
  • Hvordan hørte du om konkurrencen?
    Jeg hørte om konkurrencen ad forskellige veje. Jeg har flere venner og bekendtskaber, som har været med i Vis Moot tidligere, og som alle har snakket positivt om det. Derudover har en håndfuld professorer og undervisere på 5. og 6. semester fortalt om konkurrencen, når de har haft nogle små afbræk i deres forelæsninger. Der fortæller de også rosende både om det faglige udbytte, som konkurrencen naturligvis har, men også om den menneskelige udvikling, man gennemgår samt det helt særlige forhold, der opstår mellem deltagerne hvert eneste år, og hvordan det hænger ved i mange år bagefter.

     
  • Kan du anbefale andre at deltage?
    Jeg vil helt klart anbefale at deltage i Vis Moot, hvis man har lyst til at prøve kræfter med juraen på en helt anden måde, end man er vant til, også selvom dén sætning lyder voldsomt kliché. Man får utroligt frie tøjler som et hold til på egen hånd at angribe et stort problem. Man skal undersøge alle problemets facetter, indgangsvinkler, lave litteratursøgning og sortere imellem både forfattere og holdets og dommeres uenigheder på problematikker. Jeg har ikke fortrudt min deltagelse et sekund. Jeg har lært utroligt meget, og det har givet mig oplevelser og venskaber for resten af livet.

Hele holdet, der var afsted i år, fik en såkaldt honorable mention for deres ene processkrift. Desuden blev Kathrine Yding Olsen fremhævet (honorable mention) som procedør. Det hele foregik med støtte fra Gorrissen Federspiel.

Om konkurrencen Vis Moot
The Willem C. Vis International Commercial Arbitration Moot vedrører international voldgift og international køberet og afvikles både skriftligt og mundtligt. Det hele kulminerer med den mundtlige fremlæggelse, som denne gang foregik i dagene fra den 22.-28.marts.

Informationsmøde om Vis Moot
Der afholdes informationsmøde tirsdag den 23. april klokken 10.15  i 1253-317 William Scharff

Ansøgningsfrist for deltagelse er den 5. maj 2024. Ansøgningen, der skal være på engelsk og med vedlagt CV, sendes til: VMapplication@law.au.dk.

Udvælgelsessamtaler afholdes onsdag den. 15. maj, fra kl. 8.30.

Læs mere om Vis Moot