nyhed

Jan Pedersen og Inge Langhave udnævnt som særlige medlemmer af skatteankenævn

Professor Jan Pedersen og professor Inge Langhave fra Juridisk Institut skal som særlige medlemmer af skatteankenævn bidrage med deres skattefaglige indsigt.

Jan Pedersen og Inge Langhave.
Jan Pedersen og Inge Langhave. Foto: Aarhus BSS Kommunikation

De nye skatteankenævn er tiltrådt den 1. juli 2020, og professor Jan Pedersen og professor Inge Langhave fra Juridisk Institut er udnævnt som to af de ti særlige medlemmer.

Her skal de bidrage med deres skattefaglige indsigt og deltage i skatteankenævnenes afgørelse af klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser.

”Det bliver spændende at arbejde med sit fag i denne sammenhæng og indgå i et samarbejde med Skatteankestyrelsen og de øvrige lægmedlemmer i skatteankenævnene. Jeg er ikke i tvivl om, at min faglige horisont vil blive udvidet – også til nytte for min forskning og undervisning, siger Jan Pedersen.”

Professor Jan Pedersen forsker og underviser i selskabsbeskatning, skatteforvaltningsret, skatteret og skattestrafferet.

Professor Inge Langhave forsker og underviser i skatteret. Hun glæder sig også over udnævnelsen:

”Jeg ser frem til samarbejdet med de øvrige medlemmer af skatteankenævnene. Jeg forventer, at jeg i rollen som særligt medlem af et skatteankenævn kommer til at bruge min viden og faglighed på en anderledes aktiv måde. Det ser jeg som en spændende udfordring, som jeg virkelig ser frem til.”

Det er første gang, at der bliver udnævnt særlige medlemmer af skatteankenævn. Udnævnelsen løber frem til og med den 30. juni 2022.

Kort om skatteankenævnene i Danmark

Der er 22 skatteankenævn i Danmark. Skatteankenævnene suppleres med 10 særlige medlemmer, som har en relevant uddannelse og skattefaglig indsigt.

Skatteankenævn har til opgave at behandle og afgøre klager over told-og skatteforvaltningens afgørelser.