Han var især kendt for sit langvarige virke som universitetslærer og for sit omfattende juridiske forfatterskab.

Bent blev juridisk kandidat i 1964 og efter nogle år i forskellige stillinger, bl.a. som embedsmand og dommerfuldmægtig, blev han ansat som lektor ved Aarhus Universitet, hvor han virkede indtil 1989, hvor han blev udnævnt til professor i erhvervsret ved Odense Universitet (nu Syddansk Universitet). I 2003 lykkedes det for Aarhus Universitet at vinde ham tilbage, og de sidste godt 3 år af sit arbejdsliv med fuldtidsbeskæftigelse virkede han dermed igen på sin juridiske hovedarbejdsplads, Aarhus Universitet. Bent gav ofte udtryk for sin glæde over, at han fik lov at afrunde sit fuldtidsarbejdsliv som professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet, og vi kan oplyse, at glæden var gensidig – og ikke blot var at finde hos hans kolleger, men også hos hans studerende. Bent blev således af de jurastuderende kåret til Årets Underviser 2004.

Mens Bent Iversen virkede som lektor ved Aarhus Universitet, var han fra 1975 til 1977 først sekretær og derefter medlem af det af Justitsministeriet nedsatte produktansvarsudvalg. Fra 1976 til 1978 varetog han hvervet som institutbestyrer ved Afdelingen for Privatret. I 1985 erhvervede han den juridiske licentiatgrad for afhandlingen »Prioritetsstillinger i fast ejendom« (1984). Fra 1986 til 1989 var han ekstern lektor i formueret ved Handelshøjskolen i Aarhus. I sin tid som professor ved Syddansk Universitet (SDU) var Bent Iversen tillige beskikket som censor ved de videregående uddannelser fra 1990 til 2003, og han var formand for det rektorale patentudvalg ved SDU fra 1999 til 2003. I 2003 blev han beskikket som medlem af en europæisk ekspertgruppe til evaluering af medlemsstaternes lovgivning og retspraksis vedrørende sikring af udenlandske tilgodehavender.

Bents mange studerende vil først og fremmest huske ham som en fantastisk morsom underviser. Ejendomskøberens grundige undersøgelse af tingbogen blev malende beskrevet som, at køberen havde »hele snablen nede i tingbogen«, og når man har hørt Bent sige den sætning, glemmer man det aldrig igen... Han kunne underholde, men det blev aldrig underholdning for underholdningens egen skyld. Fagligheden var altid i højsædet. Underholdningen var med til at fange og fængsle opmærksomheden, men aldrig noget, der tog noget fra det faglige – det lagde altid kun til. Det virkede i øvrigt så let, når Bent underviste, men når man selv har prøvet den metier, ved man, at så god og pædagogisk en fremførelse som den, Bent lagde for dagen, kræver mange timers forberedelse.

Som retsvidenskabsmand imponerer Bent ikke kun ved sin dybde, men også ved sin bredde. Han har beskæftiget sig med alt fra personret (umyndige personers formue) over erstatningsret, aftaleret, almindelig og speciel obligationsret, herunder handelsagentur og eneforhandling, tingsret, herunder panteret, til konkurrenceret. I sidstnævnte disciplin kommer man ikke uden om EU-retten, der dog også i høj grad præger retsstillingen for handelsagenter. Bent har ikke begrænset sig til Europa, men har også behandlet den internationale handelsret, herunder CISG. Bent har skrevet bøger og artikler, anmeldelser og kommentarer om endnu flere juridiske emner end dem, der er opregnet her. Igennem mange år var han central person i de skiftende forfatterkollegier, der stod bag klassikerne »Dansk privatret« og »Dansk erhvervsret«.

Efter sin pensionering i 2006 fortsatte Bent sin virksomhed som juridisk forfatter, ligesom han bl.a. virkede som voldgiftsdommer og udøvede responderende virksomhed. Tidligere kolleger har aldrig henvendt sig forgæves, når de har bedt om Bents råd og vejledning.

Bent har igennem alle årene ydet en stor indsats som bedømmer af ansøgere til adjunkturer, lektorater og professorater samt af afhandlinger indleveret til opnåelse af den juridiske ph.d.-grad. Hans bedømmelser har altid været båret af stor vilje til at forstå forfatterens intentioner og synspunkter, og i bedømmelserne er der altid sket en nøgtern og saglig afvejning af plusser og minusser, inden regnskabet er blevet gjort op. Som opponent har Bent demonstreret både bid og vid. Hans vittige kommentarer har altid kunnet tage brodden af en skarp kritik – nogle gange fremført af medbedømmere, andre gange af Bent selv – således at den gode stemning er blevet opretholdt, stipendiaten har kunnet bevare fatningen og efter evne replicere, og tilhørerne har kunnet fryde sig over en meningsudveksling med akademisk tyngde, men samtidig af betydelig underholdningsværdi.

Retsvidenskaben skylder Bent en stor tak for alt det, han har præsteret – som universitetslærer, som censor, som bedømmer, som udvalgsmedlem, som anmelder, som diskussionspartner og – sidst, men ikke mindst – som forfatter.

Æret være hans minde!