Tre eksperter fra Aarhus BSS med i nyt regeringsudvalg om stemmeret for udlandsdanskere
Professor Michael Hansen Jensen og professor emeritus Jørgen Albæk Jensen fra Juridisk Institut samt professor emeritus Jørgen Elklit, Institut for Statskundskab, er udpeget til at sidde i et udvalg nedsat af regeringen, der skal afdække, om udlandsdanskere kan få udvidet deres stemmeret til folketingsvalg.

Globaliseringen og den øgede mobilitet på tværs af landegrænser har fået titusindvis af danskere til at rejse ud i verden for at bo, arbejde eller studere uden for Danmark i kortere eller længere perioder. Lige nu bor der mere end 200.000 danskere over 18 år uden for Danmarks grænser, og mange af dem mister deres stemmeret til folketingsvalg, når de har boet mere end to år i udlandet. Valgretsudvalget skal kigge på mulighederne for at udvide stemmeretten inden for grundlovens rammer for netop udlandsdanskere.
Ifølge grundloven er fast bopæl i riget nemlig en af betingelserne for at have valgret til Folketinget. Men grundloven indeholder ikke en nærmere definition af, hvad det betyder at have fast bopæl i riget.
Udvalget består af fire medlemmer, der er eksperter i statsforfatningsret og valgspørgsmål samt embedsmænd fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.
Udvalget består af følgende medlemmer, hvoraf tre er fra Aarhus BSS:
- Professor, dr.jur. Michael Hansen Jensen (formand), Aarhus Universitet
- Professor emeritus, dr.jur. Jørgen Albæk Jensen, Aarhus Universitet
- Professor, dr.jur. h.c. Helle Krunke, Københavns Universitet
- Professor emeritus, dr.scient.pol. Jørgen Elklit, Aarhus Universitet
- Kommitteret Hans B. Thomsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- Chef for Juridisk Tjeneste Vibeke Pasternak Jørgensen, Udenrigsministeriet
- Lovråd Carsten Madsen, Justitsministeriet
Redegørelsen om muligheden for at udvide udlandsdanskeres stemmeret skal så vidt muligt være færdiggjort inden udgangen af 2025.
Baggrund
Det anslås, at der aktuelt bor flere end 200.000 danskere på 18 år og derover uden for Danmarks grænser. Ved det seneste folketingsvalg i 2022 havde 2.537 udlandsdanskere ansøgt om at kunne stemme.
I 2003 afgav et udvalg nedsat af den daværende regering en betænkning om valgret under udlandsophold med en vurdering af grundlovens rammer for spørgsmålet om udlandsdanskeres valgret. Valgretsudvalgets vurdering skal tage afsæt i den vurdering, der blev foretaget med betænkningen i 2003.